En dag stod jeg med oplevelsen af at være blevet smidt ud af mit gamle malerunivers – der skulle ske noget nyt! Jeg havde flyttet mig så meget som menneske, så det også måtte ændre min billedverden. Det var efterår men endnu rester tilbage af årets Skt- Hans bål. Jeg kiggede på asken og det forkullede træ, og materialet tiltalte mig som billede på livet. Jeg fik tanker om vejen gennem jord og aske – en vej der kan føre videre ud i en smukkere virkelighed, en vej nogen må gå…. en psykologisk proces.
Et materiale der for mig måtte afprøves…… røres op i plastikbinder….. Måske ikke smukt i sig selv , men sigende…..
Jeg har brugt materialet i en del af mine første eksperimenterende værker. Det viste sig i nogle værker ikke at være sort nok, så tanken om at knuse grillkul opstod. Strukturen og farven fascinerer mig.
”Dræb ikke budbringeren” er godt og grundigt smurt ind i dette blandede materiale – en lokkekrage, der i sig selv lignede en ulykkesfugl, men i min fortælling er budbringeren, som har en viden, som man gør klogt i at lytte til……