Fuglemotivet er spændende og giver mange muligheder for udtryk og fortællinger. For mange forbindes fugle umiddelbart med noget positivt…… Men i min billedverden rummer fuglemotivet både det positive og det dæmoniske. Ofte skildrer jeg mine fugle, så man bliver i tvivl. Fugle kan være billede på sjælen og kan som vingede væsener minde om engle. Men en fugl kan også være en ulykkesfugl, som i folkevisen Ravnen. I hverdagen ser vi småfuglene ved foderbrættet, men i den danske natur er der også muligheden for at se det dramatiske – en rovfugl på jagt. I naturen er det ikke en ond gerning, men ren overlevelse. Som barn så jeg en vinterdag en høg dykke ned mod jorden og øjeblikket efter flyve bort med en solsort i kløerne. Det gjorde et stærkt indtryk på mig. Denne erindring har inspireret mig til billedforestillingen om en fugl, der kan flyve bort med “værdierne”, det der gør livet værd at leve – glæde, kraft og energi……. En ulykkesfugl, der slår ned og man ikke længere er hel. Men fuglen kan også vende tilbage med det tabte og i virkeligheden være god. Who knows?
I mine tidligere fugle-værker har jeg omformet lokkefugle. Mens jeg i mine nyeste værker har opbygget fuglekroppe af blandede materialer som tøjdyr, bølgepap og stof. De ligner ikke nulevende fugle, men hører hjemme i fantasien. ‘Fuglene er hænge-skulpturer. De fortæller historier om dobbelthed, spejling, køn, frihed, bundethed, fantasi, glæde, tyngde, lethed……
I værket herunder er fuglekroppen bl.a. lavet af knæbeskyttere og feminint stof. Barndommen, der får vinger….. og både rummer det pigede og drengede element. Sider der for mig til dels gik tabt, og som jeg kan genfinde i arbejdet med det kunstneriske.