Månedsarkiv: september 2013

Oppe i skyerne

Hen over sommeren har jeg skabt en serie “skyer”, som hænger ned i fiskesnører. De er lavet af forskellige materialer som råuld (egnet til lammeskyer 😉 ) , glimtende stof, plastik m.m. . Hver sky har sin egen  historie med et tøjdyr eller lign. på ryggen – en isbjørnesky, en hestesky, en tordensky med en gangster, en fiskesky, en flagermusesky …. (selv flagermus bliver trætte af at flyve og finder hvile på en sky 😉 )  Ofte ser man skyer på himlen som ligner noget, så hvorfor ikke gå skridtet videre og lege lidt med udtrykket?

IMG_3725_KP

De er skabt i den varme sommer, hvor skyer næsten var savnede og rummer også en mere højtflyvende forklaring, som billeder på noget, der blev smidt op i luften ved en fejltagelse men egentlig hører hjemme på jorden.  En følelse af livet, der driver forbi. Skyer, som rummer noget fysisk men er blevet gjort luftige, immaterielle og drømmeagtige,  og så er der tilsat en god del humor 😉

Jeg skrev dette digt inspireret af tankerne om skyerne og mit eget liv:

Oppe i skyerne

hænger drømmene om det nye liv.

Jeg tøjrer mine favoritskyer

med fiskesnører

indtil den dag,

hvor jeg kan trække dem ned til jorden,

hvor de hører hjemme,

og får fysisk krop og nærvær

De tunge skyer – mareridtsskyerne

må gerne trække videre

så jeg kan trække vejret friere

og tro

tro

på de blide lammeskyer

som lægger sig kærligt og blidt

om skuldrene

giver liv og en rolig puls

som en fredsrytme